Harry Potter fans kender Wizarding World ude og ude, fra det første ord til det sidste. Potterheads over hele kloden bruger regelmæssigt terminologi fra de mest solgte bogserier nogensinde, som er blevet oversat til mere end 60 sprog i deres daglige liv. Ud over de mindeværdige karakterer og væsner er Hogwarts-huse, Quidditch-regler og magi blandt de mest populære elementer af forfatteren J.K. Rowlings oprettelse. Men hun skabte det ikke som magi ud af luften. Rowling var i stand til at strikke Wizarding World sammen så problemfrit ved hjælp af især et sprog: Latin.
Latin betragtes som et dødt sprog, hvilket betyder, at det ikke længere er i daglig brug af indfødte. Men den klassiske tunge i det antikke Rom er grundlaget for mange af de sætningsstrukturer og ordforråd, vi bruger i moderne kommunikation, og det fortsætter med at påvirke litteraturen meget. I tilfælde af Harry Potter , det tjente som en inspiration og en ressource for Rowling, der søgte at forene sin verdensbygning ved at rodfæste mange af folket og stednavne, og især tryllestave, på latin.
Nogle af Hogwarts mest berømte beboere har latinbaserede navne. Severus Snape er for eksempel notorisk alvorlig. Enhver, der vidste, at Lupin betyder ulv inden læsning Harry Potter og fangen fra Azkaban kunne have set det plot twist komme. Harry Potter lore er fyldt med latinske referencer på flere sider end ikke, men intetsteds er den så konsekvent veludført end i stavecasting. Fra A til Z virker magien i Wizarding World så ægte på grund af Rowlings interesse for etymologi.
'Accio' betyder bogstaveligt talt 'jeg tilkalder.' 'Lumos' stammer fra 'lumen , ' som vi stadig bruger til at kvantificere lys. 'Nox' er 'nat og '' Jeg torturerer '' er 'tortur'. Selv nogle af de længere magi fortæller stadig, hvad de gør, ord for ord. 'Expelliarmus' oversætter til 'Jeg forbyder dine våben.' 'Priori Incantatem' afslører den forudgående besværgelse.
Rowling var smart til at stole på et enkelt oprindelsessted for sine besværgelser. Ikke kun gør det Harry Potter magi synes som om det er en del af en ægte kultur, den uklare lyd af ordene selv giver denne kultur en følelse af en fortid. For at Hogwarts skulle føle, at det faktisk eksisterer og har gjort det i tusind år, var forfatteren nødt til at etablere en sådan kultur, rig på mytologi, tradition og et delt sprog, der ser ud til at have udviklet sig gennem århundreder.
Hun valgte ikke latin ved et uheld. I en tale i 2008 citerede Rowling Seneca den yngre, hvis forud for sin tid antikke romerske filosofi om liv og lykke klart har informeret Harry Potter bøger såvel som forfatterens verdensbillede. Selvom det uddøde sprog ofte blev undervist i britiske skoler indtil 1980'erne, studerede Rowling det aldrig, og den måde, hvorpå hun prøver fra latin, er mere kreativ end akademisk. Men også der er hun i godt selskab. Latin har længe været magiens yndlingssprog, siden i det mindste middelalderen. Det er sprog for alkymi og nekromans; begge typer magi spiller vigtige roller i Harry Potter franchise.
Individuelle titler adskiller sig i detaljerne, og forfattere (inkluderet Rowling) gør meget for at sætte deres eget spin på materialet. Imidlertid er mange fantasilitteraturværker bygget på visse arketyper. Hekse og troldmænd, alver og feer, griffoner og drager, fortryllede bæger og forbandede amuletter - mange af disse kendetegn ved genren kan spores tilbage til de gamle legender og sprog. Tolkien komponerede berømt sine egne sprog til sine mellemjordiske historier, og latin var en af ingredienserne, der gik ind i denne opskrift. Mens J.K. Rowling gik ikke så langt skriftligt Harry Potter , brugte hun magiens sprog til vellykkede ender. Latin kan være død, men sætninger som 'Wingardium Leviosa' og 'Expecto Patronum' er nu en del af den daglige samtale.
